Opdatering vedrørende terrorplaner mod den danske ambassade i Jakarta

30.06.2010


P R E S S E M E D D E L E L S E


I sidste uge optrævlede de indonesiske myndigheder en terrorcelle mistænkt for at planlægge et angreb mod blandt andet den danske ambassade i Jakarta...

P R E S S E M E D D E L E L S E

I sidste uge optrævlede de indonesiske myndigheder en terrorcelle mistænkt for at planlægge et angreb mod blandt andet den danske ambassade i Jakarta.

"Ud fra de foreløbige oplysninger, er det PET’s vurdering, at de indonesiske myndigheder har afværget den konkrete trussel mod den danske ambassade i Jarkarta. Sagen er imidlertid endnu en påmindelse om, at selv om det er mere end to år siden Muhammed-tegningerne blev genoptrykt, så er Danmark og danske interesser i udlandet fortsat et højprioriteret terrormål blandt militante islamistiske grupper.

Terrorplanerne illustrerer også, at militante islamister i Indonesien fortsat har intention om og en vis kapacitet til at gennemføre terrorangreb mod blandt andet vesterlændinge og vestlige interesser i landet”, siger chefen for PET Jakob Scharf.

Til baggrund:

Tre medarbejdere fra PET ankom til Jakarta lørdag den 26. juni 2010 og samarbejder fortsat med indonesiske myndigheder og andre relevante parter om sagen. PET’s medarbejdere har desuden gennemgået ambassadens sikkerhed. PET samarbejder herudover fortsat med Udenrigsministeriet om sagen.

PET kan ikke på nuværende tidspunkt med sikkerhed vurdere, hvad angrebsplanlægningen nøjagtig omfattede, eller hvor fremskredne planerne var.  Dog er det ud fra de foreløbige oplysninger PET’s vurdering:

▪  At angrebsplanlægningen er afbrudt, og at de fleste (muligvis alle) hovedaktører i den konkrete sag nu er anholdt eller dræbt. Der kan dog formentlig forventes flere anholdelser i sagen.

▪  At der ikke længere findes en konkret trussel mod den danske ambassade med afsæt i den aktuelle sag.

▪  At hovedmålet var det indonesiske politi, og at angrebet angiveligt skulle have været udført som hævn for en større kontraterroraktion i Aceh provinsen tidligere i 2010, hvor militante ekstremister var involveret i træningsaktiviteter. Angrebsplanlægningen var muligvis rettet mod politiet på Java samt i Aceh provinsen.

▪  At angrebet muligvis var planlagt til den 1. juli 2010, under fejringen af den såkaldte ”Police Anniversary Day”, men at terrorcellen da anholdelserne fandt sted den 23. - 24. samt den 26. juni 2010 stadig kun var på et tidligt planlægningsstadie.

▪  At den danske ambassade i Jakarta var et muligt sekundært mål som hævn for tegningerne af profeten Muhammed. Meget tyder dog på, at der ikke var tale om fremskredne angrebsplaner mod ambassaden.

▪  Hovedpersonerne i sagen, herunder særligt Soghir og Abdullah Sunata, har organisatoriske tilhørsforhold til militante netværk i Indonesien, herunder Jemaah Islamiyah (JI) og udbrydergruppen af JI, som indtil september 2009 blev ledet af den nu afdøde Noordin Mohammed Top.

▪  Der er ingen oplysninger, som indikerer, at al-Qaida har været involveret direkte i angrebsplanlægningen.