Udtalelse vedr. VM i fodbold

19.05.2010


Chefen for PET Jakob Scharf siger:

 

”PET udtaler sig ikke om konkrete trusler, men som vi har sagt ved flere lejligheder, er der fortsat en generel terrortrussel mod Danmark...

Chefen for PET Jakob Scharf siger:
 
”PET udtaler sig ikke om konkrete trusler, men som vi har sagt ved flere lejligheder, er der fortsat en generel terrortrussel mod Danmark, der skærpes af militante ekstremistiske gruppers høje prioritering af Danmark som terrormål.
 
Den massive medieopmærksomhed ved VM i fodbold kan i sig selv gøre begivenheden til et attraktivt mål og tiltrække militante islamister udenfor Sydafrika. Derfor er det heller ikke overraskende, at der siden april 2010 har været flere udtalelser på militante islamistiske hjemmesider, som opfordrer til angreb på VM-begivenheden og de deltagende lande.

Genoptrykningen af Muhammed-tegningerne i februar 2008 har betydet et skærpet fokus på Danmark og danske interesser som mål for terror blandt ledende militante islamister i udlandet.
 
Det er imidlertid vigtigt at understrege, at de sydafrikanske myndigheder har iværksat omfattende sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med gennemførelsen af VM, og at Sydafrika tidligere har været vært for store sportsbegivenheder, som er forløbet uden problemer. PET samarbejder i øvrigt med de sydafrikanske myndigheder og vil være til stede under VM".