Ny administrationschef i PET

06.01.2011

Vicepolitidirektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Mette Lyster Knudsen, er udnævnt til ny administrationschef i PET.

Mette Lyster Knudsen, der er født i 1969, blev cand.jur. i 1995 og blev efterfølgende ansat i Justitsministeriets departement. Her har hun blandt andet været konsulent i Det Internationale Kontor og kontorchef i Politikontoret. Desuden har hun siden 1995 været ekstern lektor i bevisret ved Københavns Universitet. Mette Lyster Knudsen har siden 2006 været vicepolitidirektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Mette Lyster Knudsen afløser PET’s mangeårige administrationschef Vibeke Heidi Christensen, som er tiltrådt en stilling som vicepolitimester i Rigspolitiet.