PET anholder fire personer i sag om politisk ekstremisme

26.04.2011

PET har i nat kl. 01.45. anholdt fire personer i alderen 20 til 23 år, som mistænkes for politisk motiverede ildspåsættelser.

De pågældende personer, der har tilknytning til det venstreekstremistiske miljø, blev anholdt ved Politiskolen i Brøndbyøster under et forsøg på ildspåsættelse. Der blev ved anholdelsen bl.a. beslaglagt dunke med benzin samt nødblus.

”Anholdelserne er gennemført efter længere tids efterforskning, og de anholdte er mistænkt for at stå bag flere politisk motiverede ildspåsættelser. Sagen er efter PET’s opfattelse udtryk for, at der i ekstremistiske miljøer er personer, som er parat til at tage meget voldsomme metoder i brug”, siger chefen for PET, Jakob Scharf.

Her til morgen gennemføres der ransagninger på en række adresser med tilknytning til de anholdte, herunder en adresse på Christiania, som de anholdte bl.a. har brugt i forbindelse med forberedelsen af ildspåsættelserne.

Sagen er nu overgivet til Københavns Politi, som i samarbejde med PET vil stå for den videre efterforskning.