Spring til hovedindhold

Forslag

Karina er administrativ medarbejder

Som administrativ medarbejder er Karina first point of entry i en af PET's mest hemmelige afdelinger.

Kvinde sidder ved computer

Q&A

”Jeg er administrativ sagsbehandler i en del af PET’s Indhentningsafdeling, som er en rimelig lukket del af PET, så jeg sidder som first point of entry til mit center. Her er min opgave blandt andet at håndtere hovedpostkassen for centret, som hele huset kan skrive til og så visitere henvendelserne videre til rette person.”

 

”Derfor er det også vigtigt, at jeg har et overblik over, hvilke sager der kører i centret, så jeg kan fordele henvendelserne de rigtige steder hen. Det kan f.eks. være borgerhenvendelser, indberetninger fra politikredse eller henvendelser fra partnertjenester. Og så journaliserer jeg også alt det, der går ind til og ud af mit center. Generelt har jeg et stort fokus på, at vi dokumenterer alle vores opgaver, store som små. Alle oplysninger kan potentielt i fremtiden være en brik i et puslespil, så derfor er det vigtigt, at vi dokumenterer og journaliserer alt.”

 

”Derudover laver jeg også en del ledelsesbetjening, ligesom jeg har ansvaret for at sikre, at alle medarbejdere i centret har de it-adgange, de har brug for og for at datarådgive mine kollegaer i, hvordan de bruger PET’s systemer mest hensigtsmæssigt. Så på mange måder har jeg en slags blækspruttefunktion, og det trives jeg virkelig godt med.”

”Jeg har en kontoruddannelse og en baggrund som administrativ medarbejder i politiet. Det var en stor fordel for mig at have den erfaring, da jeg startede i PET – både ift. hele politisystemet og hvordan man går til journalisering inden for politiet. Men alle kan lære det. Vi bruger jo også nogle systemer her i huset, som man ikke bruger andre steder, og alle bliver oplært. Men generelt er det en fordel at have lidt erfaring fra en myndighed, når man kommer ind til PET som administrativ medarbejder. For PET er jo på mange måder også en almindelig myndighed, hvor vi arbejder inden for en specifik lovgivning og er en del af den politiske virkelighed. Og så er ens engelskkompetencer nødt til at være gode, ligesom det er en fordel også at kunne andre sprog, for meget kommer ind til huset på andre sprog end dansk. Men mine administrative kollegaer i huset har vidt forskellige baggrunde. Nogle er professionsbachelorer og nogle sprogofficerer, så det er absolut ikke et must, at man skal være kontoruddannet.”

 

”Jeg har efterhånden arbejdet i PET i mange år og haft mange funktioner. Jeg har både arbejdet med aflytninger, været journalfører på store terrorsager og siddet i vores centrale visitationscenter og taget imod alt, der kommer ind til PET. Så der er mange spændende afdelinger, man kan ende i som administrativ her i huset, for der er administrative sagsbehandlere i alle de operative centre, f.eks. i kontraterror, kontraspionage, Aktionsstyrken, Observationsstyrken m.fl.”

”Det er nok, at jeg har en høj grad af fleksibilitet i det daglige. Jeg kan selv planlægge min dag og mine opgaver, så længe jeg selvfølgelig overholder de frister, der er. Indimellem er der travlt, og det hele bliver vendt lidt på hovedet, men sådan er det, når der kører nogle operative ting i huset.”

 

”Og så kan jeg godt lide, at jeg arbejder sammen med mange enormt kreative mennesker med meget forskellige baggrunde. Det er både folk, der har en civil baggrund, fra politiet eller f.eks. fra forsvaret. Og alle herinde er bare enormt dedikerede. Vi er alle specialister på hvert vores felt, men alle brænder for det, de laver, og det er altid den fælles løsning af opgaverne, der er i fokus.”

 

”Min funktion og rolle, hvor jeg bl.a. er den, som folk søger råd og vejledning hos, er selvfølgelig også noget af det bedste. Tingene er ikke altid sort/hvide i den her verden, så jeg vejleder blandt andet mine kollegaer i, hvordan vi bedst håndterer forskellige ting. Det kan være små oplysninger, der kommer ind til os, men som det bare er super vigtigt, at vi håndterer korrekt, da de måske kan blive afgørende oplysninger senere hen. Så det er absolut ikke ligegyldige oplysninger, jeg sidder og håndterer.”

 

”Og så er her højt til loftet og ikke så højtideligt. Vi arbejder jo ofte med meget alvorlige emner, så jeg sætter stor pris på, at vi også kan have en fri og humoristisk tone. Det bliver en slags ventil for mange af os, tror jeg.”

 

”Derudover er det bare virkelig spændende at arbejde i en så dynamisk organisation som PET. Vi udvikler os hele tiden, fordi vi jo altid skal følge med det, der sker ude i samfundet og verden. Så selvom jeg overordnet har lavet det samme i mange år, så har mit arbejde alligevel på flere punkter udviklet sig og skiftet karakter. Jeg lærer også hele tiden noget nyt, og dét kan jeg virkelig godt lide.”

”Tit bliver jeg bedt om at grave efter gamle oplysninger, altså vigtig information af ældre dato. Når jeg så finder det, der er blevet efterspurgt, og det kan bruges i en ny kontekst, så er det virkelig tilfredsstillende. Det viser mig jo også bare, at arbejdet med at journalisere og dokumentere korrekt, giver mening. For PET lever af oplysninger, og hvis vi ikke formår at anvende dem i de rigtige sammenhænge, så har oplysningerne ingen værdi.”

 

”Fordi jeg har været i PET i en del år, har jeg også opbygget en hel del erfaring og et netværk på tværs af organisationen. Det kommer mig til gode, når jeg ved præcist, hvor i huset eller til hvem, jeg skal sende noget information videre til. Så jeg føler også, jeg gør en forskel, når jeg kan hjælpe med at fordele vigtig information videre til relevante kollegaer.”

”Helt grundlæggende har jeg arbejdet her i mange år, fordi jeg elsker at arbejde her. Dét, jeg laver her i PET, kunne jeg ikke lave på en arbejdsplads udenfor hegnet. Det hele foregår i det skjulte og på lukkede systemer – det er den største forskel. Det betyder selvfølgelig også, at jeg ikke kan dele noget med mine nærmeste derhjemme, men til gengæld er her et virkelig godt kollegaskab. Vi bruger hinanden meget, og folk tager godt hånd om hinanden.”

 

”Som administrativ er jeg også med, når det gælder. Ikke i marken, men når alle operationer starter op, er der administrative med i maskinrummet. Så jeg bidrager også de steder, hvor der er noget på spil, og det er virkelig spændende at blive inddraget. Men det er jo alvorlige ting, vi arbejder med, og det kan ske, at man får nogle barske ting mellem hænderne, så man er også nødt til at have en grad af robusthed, så man kan håndtere det. For nogle sensitive oplysninger kan jeg måske ikke engang dele med mine kontormakkere.”

 

”Jeg tror, at mange af mine kollegaer i PET bliver hængende her i mange år, fordi det er en spændende arbejdsplads med en vigtig samfundsfunktion, som alle er stolte over at være en del af. Og så er her er mange muligheder for at udvikle sig og prøve nye ting af, for der er gode interne rokeringsmuligheder - også for administrative medarbejdere.”

 

”Og så er her virkelig mange forskellige fagligheder og en rigtig god energi, hvor folk stimler sammen og løfter i flok, når der er brug for det. Vi bidrager alle på hver vores måde, og jeg føler virkelig, at jeg gør en forskel på min måde med min faglighed. Det har motiveret mig til at blive hængende.”