Spring til hovedindhold

Forslag

Truslen mod staten

Fremmede efterretningstjenester er særligt interesserede i at indhente oplysninger fra danske politikere og embedsfolk i den danske centraladministration.

Særligt udsatte er politikere og embedsfolk i den danske centraladministration, der beskæftiger sig med udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik eller med områder og sager, der vedrører energi, råstoffer og kritisk infrastruktur.

 

EU, FN og NATO er mål for spionage

Danmark er et lille land men med stærke internationale forbindelser. De fremmede efterretningstjenester vil generelt have interesse i informationer om forhandlingspositioner, samarbejdsrelationer, nøglepersoner og mødeaktiviteter i flere af de internationale organisationer, som Danmark er medlem af. Det drejer sig særligt om NATO, EU og FN.

 

Det er på den baggrund værd at bemærke, at Danmark står i en særlig international position i forbindelse med det danske EU-formandskab (fra juli 2025 og et halvt år frem) samt medlemskabet af FN’s Sikkerhedsråd (fra januar 2025 og to år frem).

 

Efterretningsofficerer i diplomatiske miljøer

Fremmede efterretningstjenester har tradition for at operere i de diplomatiske miljøer rundt om i verden, og der er flere efterretningstjenester, der udstationerer efterretningsofficerer på diplomatiske repræsentationer og i internationale organisationer, hvor de arbejder under dække af at være diplomater.

 

Det er i nogle lande en udbredt praksis, at de lokale efterretningstjenester jævnligt kontakter lokaltansat personale på udenlandske diplomatiske repræsentationer for at rekruttere dem eller på anden vis bruge dem til at skaffe adgang til oplysninger fra repræsentationen. Kontakten til den lokalansatte kan ske direkte eller indirekte, og de lokalansatte kan enten samarbejde frivilligt med den lokale efterretningstjeneste eller blive udsat for forskellige former for pression, der undertiden også kan omfatte pression mod familiemedlemmer. Danske diplomater kan endvidere blive udsat for forskellige former for hvervningsforsøg. 

 

Der er eksempler på, at lokale efterretningstjenester i visse lande udøver forskellige former for chikane mod diplomater og lokalansatte ved udenlandske diplomatiske repræsentationer, fx ved at ransage boliger eller at foretage åbenlys fysisk overvågning. Formålet med sådan chikane er ofte at intimidere det diplomatiske personale og begrænse den diplomatiske aktivitet. Der er eksempler på, at fremmede efterretningstjenester har øget deres aktiviteter mod udenlandske diplomater, herunder udført mere åbenlys chikane, i perioder, hvor der har været en nedkøling af relationerne mellem de involverede stater.

 

Påvirkning

Fremmede stater og deres efterretningstjenester kan udøve ulovlig påvirkningsvirksomhed for at påvirke beslutningstagere, den almene meningsdannelse samt omverdenens syn på Danmark, vestlige organisationer, alliancer eller den fremmede stat selv. Der er fra andre vestlige lande eksempler på, at de russiske efterretningstjenester i de senere år har rettet deres påvirkningsvirksomhed mod konkrete begivenheder såsom valghandlinger. PET og FE vurderer, at det endnu ikke har været tilfældet i Danmark, og at både folketingsvalget den 1. november 2022 og det danske valg til Europa-Parlamentet 9. juni 2024 foregik uden systematisk påvirkning fra fremmede stater.