Spring til hovedindhold

Forslag

Beskyt dig mod spionage på rejser

Skal du ud at rejse i forbindelse med dit arbejde? Så får du her nogle gode råd med på vejen.

Se denne video om, hvad du skal være opmærksom på:

Dette element kan ikke vises, da du ikke har accepteret de påkrævede cookies. Ret dit samtykke nedenfor for at se det.



PET's brug af cookies

Fremmede efterretningstjenester kan være interesseret i dig og din viden. Det er typisk lettere for dem at få adgang til det, de vil have, når du er på udebane – og de er på hjemmebane.

 

Her får du nogle gode råd til før, under og efter din rejse.

 

Før din rejse

  1. Tjek jeres rejsepolitik. Her bør organisationen have truffet en række valg for dig, bl.a. hvad angår it-sikkerhed. Måske har I mobiler til rejsebrug og sikkerhedsposer til transport af beskyttelsesværdige dokumenter.
  2. Vurder risikoen. Risikoen afhænger bl.a. af din viden, dine kontakter og din destination. Som udgangspunkt er der altid en risiko, så snart du forlader arbejdspladsen, men der er forskel på, om rejsen går til Moskva eller Middelfart. 
  3. Tag kun det nødvendige med. Information og udstyr, som du lader blive hjemme, kan en fremmed efterretningstjeneste ikke få fat i.

Under din rejse

  1. Hold opsyn med dine ejendele. På rejser kan du nemt miste overblikket og kontrollen over de vigtigste ting. Det gælder ikke mindst i lufthavnen, på hotellet, i metroen og i konferencesalen. Tag fx beskyttelsesværdigt materiale med som håndbagage frem for at tjekke det ind med kufferten.
  2. Skru op for it-sikkerheden. Fx bør du så vidt muligt undgå at benytte dig af offentligt tilgængeligt wi-fi, undgå at bruge offentligt tilgængeligt udstyr og slå to-faktor-login til på de konti, hvor det er muligt.
  3. Overvej din opførsel. Undgå at sætte dig i en situation, hvor du senere kan blive afpresset. Det er altid en fordel at rejse flere sammen frem for alene.

Efter din rejse

  1. Evaluer med dine rejsefæller. Skete der noget mistænkeligt eller risikabelt? Er I blevet kontaktet uventet efter hjemkomst? Meld det til din sikkerhedsorganisation.
  2. Aflever lånt it-udstyr. Hvis du har arbejdet med dokumenter, regneark eller andet under rejsen, som udelukkende findes lokalt på det lånte udstyr, bør du kopiere det. Spørg evt. it-afdelingen til råds.