Spring til hovedindhold

Forslag

Optagelse i Aktionsstyrken

PET har brug for dygtige politifolk, som vil være en del af Danmarks operative antiterrorberedskab.

alt=””

Aktionsstyrken er en operativ specialenhed, og arbejdet i Aktionsstyrken foregår ofte i tæt samarbejde med de lokale politikredse samt med Forsvaret. Som medlem af Aktionsstyrken deltager du i  særligt vanskelige eller farlige indsatsopgaver og udfører opgaver i terrorbekæmpelsesregi. 

 

Opgaverne i Aktionsstyrken kræver specialkompetencer. Derfor består en stor del af specialenhedens arbejdsdag i uddannelse og træning, så Aktionsstyrken er bedst muligt forberedt til at løse enhver tænkelig opgave. Træningen foregår både nationalt og internationalt med andre politienheder og specialstyrker. Blandingen af uddannelse og indsatsopgaver betyder, at der sjældent er to arbejdsdage, der ligner hinanden.

 

Aktionsstyrken består af et antal politifolk, der er særligt udvalgte og trænede, da arbejdet stiller store krav til både den mentale og fysiske kapacitet hos den enkelte.

 

Tre trin for optagelse i Aktionsstyrken

For at blive optaget i Aktionsstyrken skal du være politiuddannet og gennemføre et optagelsesforløb, der består af tre hovedtrin: 

 

  1. Fysisk test. Optagelsesprøven til Aktionsstyrken starter med en fysisk test bestående af en grundlæggende muskeludholdenhedstest, 2400 meter støvleløb, klatring, svømning og 10 kilometer løb.

  2. Optagelsesforløb. Ansøgere, der efter den fysiske test findes egnede, går videre til et optagelsesforløb, som afdækker om ansøgerne har de nødvendige mentale og fysiske kapaciteter, det kræves for at være en del af Aktionsstyrken.

  3. Uddannelses- og selektionsforløb. Ansøgere, der består optagelsesprøven og vurderes egnede, begynder herefter på et fire måneders uddannelses- og selektionsforløb frem mod fastansættelse i Aktionsstyrken.