Spring til hovedindhold

Forslag

PET

Nyhed

8. december 2025 13:56

PET-chef: Brug for endnu tættere europæisk samarbejde som værn mod russisk hybridkrig

Chefen for PET, Finn Borch Andersen, er i dag rejst til Bruxelles sammen med justitsministeren for på vegne af de europæiske indenrigsefterretningstjenester at adressere bl.a. hybridtruslen fra Rusland i et indlæg til de europæiske justits- og indenrigsministre.

De europæiske regeringer og myndigheder skal arbejde endnu tættere sammen for at imødegå truslen fra Rusland.

Det er hovedbudskabet i et indlæg, som PET-chef Finn Borch Andersen i dag holder i Bruxelles for de europæiske justits- og indenrigsministre i forbindelse med mødet i Ministerrådet for retlige og indre anliggender. Det er kutyme, at chefen fra den indenrigsefterretningstjeneste, hvis land har EU-formandskabet, på vegne af europæiske indenrigstjenester holder et indlæg om den samlede sikkerhedssituation i Europa.

Under den klassificerede del af rådsmødet vil Finn Borch Andersen særligt komme ind på de europæiske sikkerhedstjenesters opgave med at håndtere hybridtruslen fra Rusland i lyset af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation i Europa.

Som PET tidligere har meddelt, vurderer PET, at spionagetruslen og sabotagetruslen fra Rusland er høj, og det er bl.a. begrundet i eksempler på russiske hybridangreb, herunder sabotageangreb, rundt om i Europa.

"Rusland fører en hybridkrig mod Europa, og russiske efterretningstjenester er ansvarlige for konkrete angreb i en række europæiske lande. Dertil kommer velkendte trusler mod Europa som terrorisme og ekstremisme samt en teknologisk udvikling i et ekstremt højt tempo. Vi står over for trusler, der påvirker mange aspekter af den enkelte europæers liv -fra vores fælles sikkerhed og frihed til vores demokratier og værdier. Vi skal derfor fortsætte og styrke det tætte EU-samarbejde på sikkerhedsområdet. Kun ved at stå sammen kan vi håndtere et trusselsbillede, der ændrer sig med stor hastighed," siger Finn Borch Andersen.

Pressekontakt

E-mail: presse@pet.dk

Telefon: (+45) 2129 0500

24. september 2026

PET

Et mere alvorligt sikkerhedspolitisk billede kan også få konsekvenser i Danmark

En yderligere ændring i risikovilligheden fra Rusland over for NATO kan medføre en stigning i både russisk påvirkningsaktivitet samt spionage- og sabotagetruslen i Danmark.

11. september 2026

PET

Flere end 80 personer dømt efter terrorparagrafferne i Danmark siden 11. september 2001

Dagen i dag markerer 25-året for terrorangrebet den 11. september 2001 i USA. Angrebet satte for alvor militant islamistisk terror på dagsordenen hos både befolkningen og myndighederne i hele Vesten, og i mange år var det definerende for PET's arbejde på kontraterrorområdet.

5. september 2026

PET

PET ser planlægning og forberedelse af russisk sabotageaktivitet i Danmark

PET har i et interview med Berlingske fortalt om den aktuelle russiske sabotagetrussel mod Danmark og om nogle af de metoder, som russiske efterretningstjenester anvender.