Husk at låse din skærm, når du forlader din computer. Foto: Ditte Valente
Fremmede efterretningstjenester og it-kriminelle udvikler løbende nye fremgangsmåder til at indhente oplysninger eller hacke it-systemer.
Du kan hjælpe med at dæmme op for disse angreb ved at følge råd og vejledninger fra jeres sikkerhedsansvarlige og generelt tænke over anvendelsen af it-udstyr, og hvordan du agerer på internettet.
Her får du en række konkrete råd til din digitale adfærd:
- Opdater altid din mobiltelefon, tablet og computer med de seneste sikkerhedsopdateringer.
- Adskil dit arbejdsliv og privatliv, så du ikke bruger din private e-mailadresse og mobiltelefon i arbejdsregi og omvendt.
- Lås skærmen, når du forlader computer eller mobil. På den måde kan et øjebliks uopmærksomhed ikke betyde, at uvedkommende får adgang.
- Tjek dine privatlivsindstillinger på de sociale medier, og overvej, hvilke personlige informationer du lægger ud. Oplysninger fra sociale medier vil bl.a. kunne blive brugt imod dig eller dine kolleger til spear phishing (målrettede falske e-mails).
- Klik ikke på vedhæftede dokumenter eller links, som du ikke er sikker på, kommer fra en troværdig kilde.