Spring til hovedindhold

Forslag

PET

Nyhed

8. juli 2022 10:45

Danskproducerede produkter og teknologi kan havne hos Ruslands militær

PET’s efterforskning viser, at Rusland forsøger at omgå sanktioner for at skaffe teknologi og produkter til deres militær. PET er klar med rådgivning til de danske virksomheder, der har behov for det.

Danske produkter og dansk teknologi, der er underlagt eksportkontrol, risikerer at havne hos det russiske militær. Russerne forsøger løbende at omgå EU’s sanktioner og dansk eksportkontrol. Selvom der nu er indført yderligere EU-sanktioner, har russerne fortsat en interesse for – og et behov for – danskproduceret teknologi og danske produkter, der kan bruges til opbygningen af det russiske militær.

”Den russiske interesse kredser primært – men ikke udelukkende – om de såkaldte dual-use produkter, der kan anvendes til både civile og militære formål, og som er underlagt dansk eksportkontrol. Det kan eksempelvis være maritim teknologi, sensor- og laserudstyr og visse typer af industrimaskiner, der anvendes af det russiske militær,” siger Anders Henriksen, der er chef for kontraspionage hos PET.

Det er PET’s vurdering, at indkøb af danskproducerede produkter og teknologi, der er underlagt dansk eksportkontrol, og anden teknologi af interesse for Ruslands militær, i nogle tilfælde kan blive sendt videre til organisationer og virksomheder, der på overfladen kan have et civilt formål, men som i virkeligheden har en forbindelse til Ruslands militær, og at produkterne på den måde havner hos det russiske militær.

 

Typisk bliver produkterne købt gennem et netværk af personer og virksomheder, der er placeret i forskellige lande – også EU-lande – og på den måde ser indkøbet lovligt ud, men i sidste ende havner produkterne i Rusland.

 

”De russiske netværk kan eksempelvis koordinere indkøb gennem skiftende salgsagenter, distributører og frontvirksomheder for at sløre de danskproducerede produkters reelle slutbrug og for at omgå dansk eksportkontrol. Vi vurderer også, at produkterne kan blive omdirigeret gennem nye frontvirksomheder og ad nye forsyningskæder i takt med, at PET og de øvrige danske eksportkontrolmyndigheder afdækker virksomhedernes forbindelse til det russiske militær og standser eksporten,” siger Anders Henriksen.

 

Han oplyser, at PET står klar til at rådgive danske virksomheder om problematikken, da det som dansk virksomhed kan være svært at vide, om de produkter eller den teknologi, man producerer, i sidste ende kan havne hos det russiske militær.

 

”Hos PET oplever vi, at rigtig mange danske virksomheder er opmærksomme på dansk lovgivning, og vi har en løbende indsats, hvor vi rækker ud og rådgiver virksomheder og brancher, hvor vi er bekendte med, at der er interesse fra kritiske stater. Vi efterforsker aktivt, hvad russerne interesserer sig for, og hvad de forsøger at få fat, og hvis man som virksomhed producerer teknologi eller produkter, hvor man er i tvivl om, at der kan være en særlig risiko, står vi klar med rådgivning,” siger Anders Henriksen.


Pressekontakt

E-mail: presse@pet.dk

Telefon: (+45) 2129 0500

19. maj 2025

PET

Mand fængslet i terrorsag med tråde til Hamas og bandemiljøet

En 28-årig mand er i dag blevet varetægtsfængslet i en terrorsag, der tog sin begyndelse med en række anholdelser i 2023. Sagen trækker tråde til både Hamas og bandemiljøet i Danmark.

24. april 2025

PET

Terrortruslen er blevet mere fragmenteret og uforudsigelig

Terrortruslen mod Danmark er fortsat i niveauet alvorlig, som er niveau fire ud af fem. Samtidig er trusselsbilledet mere fragmenteret og uforudsigeligt, hvor flere aktører - f.eks. med relation til organiseret kriminalitet - spiller en større rolle.

8. april 2025

PET

Redegørelse fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne vedrørende PET for 2024 er offentliggjort

Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) har i 2024 afsluttet 38 ud af i alt 43 kontroller af Politiets Efterretningstjeneste (PET), og 29 kontroller gav ikke anledning til kritik. Det viser den årlige redegørelse fra TET, der i dag er offentliggjort.