Ledende ASMLA-medlemmer anholdt for spionage i Danmark på vegne af Saudi-Arabien
PET indledte i november 2018 en efterforskning af, om tre ledende medlemmer af ASMLA (Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz) offentligt havde billiget terror eller begået andre strafbare handlinger. Den efterforskning har nu ført til, at de tre ledende medlemmer er blevet anholdt og sigtet for spionage i Danmark på vegne af en saudi-arabisk efterretningstjeneste.
”Det er i sagens natur en meget alvorlig sag. Vi hverken kan eller vil acceptere, at fremmede stater tager deres indbyrdes stridigheder med til landet,” siger chef for PET, Finn Borch Andersen.
Siden efteråret 2018 har politiet efterforsket, om de tre ASMLA-medlemmer har overtrådt straffelovens § 136, stk. 2, om billigelse af terror ved at have udtalt sig positivt om et terrorangreb i Iran i september 2018. I den forbindelse har Midt- og Vestsjællands Politi og PET gennemført ransagninger hos de tre ASMLA-medlemmer og har fået kendskab til, at de tre ASMLA-medlemmer har været involveret i spionageaktiviteter i Danmark på vegne af Saudi-Arabien.
De anholdte fremstilles i morgen i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling for overtrædelse af straffelovens § 108, stk. 1. Anklagemyndigheden vil i den forbindelse anmode om lukkede døre. PET har derfor ikke yderligere kommentarer til sagen.