Spring til hovedindhold

Forslag

PET

Nyhed

10. september 2024 11:20

Person sigtet for terror i forbindelse med brandattentat mod jødisk beboer i København

En person er sigtet efter straffelovens terrorparagraf i en sag om et brandattentat, der efterforskes af Københavns Politi og PET. Den sigtede har siddet varetægtsfængslet siden juli og har relationer til bandemiljøet.

Statsadvokaten i København har besluttet, at en person, som i dag er blevet fremstillet på et retsmøde i Københavns Byret, skal sigtes efter straffelovens § 114 om terror i forbindelse med et brandattentat mod en lejlighed i København i maj 2024.

Lejlighedens beboer var af jødisk baggrund. Den sigtede, som har relationer til bandemiljøet og den forbudte bandegruppering LTF, har siden juli 2024 siddet varetægtsfængslet for brandstiftelse. Sagen efterforskes af Københavns Politi og PET.

 

"PET har i længere tid advaret om en skærpet terrortrussel mod jødiske og israelske mål i Danmark, især i lyset af konflikten i Israel og Gaza. Af hensyn til efterforskningen er der grænser for, hvad jeg kan sige om sagen. Men det er alvorligt, hvis en person i Danmark bliver mål for terror på grund af sin jødiske baggrund. Det er også bekymrende, at vi igen ser forbindelser til LTF i terrorsager. Efterforskningen pågår, og det er for tidligt at vurdere, om det er et enkeltstående tilfælde eller en bredere udvikling i terrortruslen," udtaler PET-chef Finn Borch Andersen.

 

Sagen giver ikke anledning til en ændring af den generelle terrortrussel mod Danmark, der fortsat er i niveauet alvorlig, som er niveau fire ud af fem. Ifølge den seneste "Vurdering af terrortruslen mod Danmark" fra Center for Terroranalyse (CTA) er terrortruslen i forvejen skærpet inden for niveauet som følge af bl.a. konflikten i Israel og Gaza.

 

Som følge af den skærpede terrortrussel har PET allerede foretaget en række sikkerhedsmæssige tiltag, herunder udarbejdet operative anbefalinger til politiet med fokus på øget beskyttelse af israelske og jødiske interesser i Danmark.

 

Med afsæt i den konkrete sag vil PET iværksætte yderligere tiltag, herunder i samarbejde med Det Jødiske Samfund igangsætte en målrettet tryghedsskabende indsats rettet mod jødiske interesser i Danmark.

 

"Den aktuelle sag ændrer ikke på den generelle trusselsvurdering, og alle danskere skal fortsat leve deres liv, som de plejer. Vi følger situationen nøje og vil løbende iværksætte de sikkerhedsforanstaltninger, vi vurderer nødvendige og relevante. I den forbindelse vil vi fortsat have en tæt dialog med Det Jødiske Samfund om den aktuelle situation samt de sikkerhedsmæssige tiltag, der kan styrke trygheden," siger Finn Borch Andersen.

Af hensyn til den igangværende efterforskning har PET på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at kommentere yderligere på den konkrete sag.

 

Som altid opfordres alle borgere til at kontakte politiet på 114, hvis de oplever noget, der kan være relevant for politiets arbejde eller sikkerheden.

Pressekontakt

E-mail: presse@pet.dk

Telefon: (+45) 2129 0500

25. marts 2026

PET

Myndighederne har ikke afdækket fremmed statslig påvirkningsaktivitet i forbindelse med folketingsvalget 2026

Folketingsvalget 2026 forløb uden, at der er afdækket påvirkningsaktiviteter fra fremmede efterretningstjenester. FE, PET og SAMSIK kan dog konstatere, at en række russiske onlinemiljøer har spredt kritiske budskaber om Kongeriget Danmark i løbet af valgkampen. Det viser den foreløbige analyse, som myndighederne har foretaget.

27. februar 2026

PET

Fremmede stater kan forsøge at påvirke folketingsvalget

Påvirkningstruslen mod Danmark udgår primært fra Rusland, men kan også udspringe fra andre statslige aktører. Påvirkningsaktiviteterne kan have til formål at skabe splid, påvirke den offentlige debat eller være målrettet specifikke kandidater, partier eller politiske dagsordener.

23. februar 2026

PET

Det danske innovationsmiljø er et attraktivt mål for spionage

Danske innovationsmiljøer er i dag attraktive mål for fremmede stater, som på ulovlig eller uønsket vis søger at overføre kritisk viden og teknologi med henblik på militær anvendelse. For at skabe opmærksomhed omkring truslen lancerer Politiets Efterretningstjeneste (PET) i dag - i samarbejde med Dansk Industri, Dansk Erhverv og Styrelsen for Samfundssikkerhed - kampagnen 'Sikker Innovation'.